Henrik Ibsens skrifter

Jeg har desværre gjort mig skyldig i en stor forsømmelse når jeg først idag, efter næsten to måneders forløb, besvarer ​Deres elskværdige brev, og jeg beder Dem hjerteligt om tilgivelse for denne uopmærksomhed.

Tillad mig nu herved først og fremst at bringe Dem min forbindtligste tak for den venlige interesse, hvormed De omfatter min literære virksomhed. ​Deres opfatning af «Peer Gynt» falder aldeles sammen med hvad jeg tilsigtede da jeg skrev denne bog, og jeg kan naturligvis kun glæde mig over at den har fundet en ​oversætter, som med fuld klarhed har trængt ind i digtningens inderste opgave.

Men ikke desto mindre var det mig en overraskelse at erfare at De anser dette arbejde skikket til at oversættes og udgives på tysk. Jeg må tilstå at jeg i al fald nærer store tvivl i så henseende. Blandt samtlige mine bøger anser jeg «Peer Gynt» for den, der mindst egner sig til at forståes udenfor de skandinaviske lande. Jeg beder Dem betænke at de allerfleste af Deres eventuelle tyske læsere ikke besidder ​Deres egne forudsætninger til at forstå bogen. De selv besidder uden tvivl et meget nøjagtigt kendskab til den norske natur og til det norske folkeliv; De er fortrolig med vor literatur og med vor folkelige tænkemåde; De kender personer og karakterer deroppe. Men er ikke alt dette nødvendigt for at finde nogen ​smag i dette digt? I dette punkt er det at jeg nærer store betænkeligheder og jeg har ikke villet tilbageholde disse, skønt jeg naturligvis må forudsætte at, hvad jeg her har påpeget, det har De altsammen grundigt overvejet forinden De besluttede Dem til at foretage et så vanskeligt og omfangsrigt arbejde.

​Deres theori om oversættelser overhovedet deler jeg fuldkommen. ​De meddelte prøver, har det interesseret mig meget at læse; det forekommer mig at de gengiver originalen med al mulig nøjagtighed.

Jeg håber at De ikke mistyder min åbne udtalelse af de betænkeligheder, som efter min mening stiller sig imod Deres foretagende. Jeg har holdt det for min pligt ikke at ​fordølge dem; viser de sig ugrundede, vil sådant naturligvis være mig overmåde kært. –

Min frue og søn erindrer særdeles vel det behagelige ​sammentræf med Dem i Odde i Hardanger og de beder mig begge at frembære deres forbindtligste hilsener, ligesom jeg selv gentagende beder Dem modtage min oprigtigste tak idet jeg tegner mig